Hvorfor AI aldrig vil erstatte mennesker inden for produktledelse

Læs transskriptionen:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Tilgiv venligst eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Hannah Clark: En god måde at vide, at noget virkelig er omvæltende, er, når folk er rædselsslagne for det, og generativ AI er bestemt på vej dertil. Men helt ærligt er frygten for AI som en trussel mod jobsikkerheden blandt andet ikke urimelig. Historien fortæller os dog, at hvor truende en innovation virker i begyndelsen, ikke altid er en præcis forudsigelse af, hvordan det hele kommer til at udvikle sig.

Min gæst i dag er Ken Hubbell. Han er administrerende direktør for Soffos.ai, seniorkonsulent hos The Pragmatic Futurist og forfatter til There is AI in Team: The Future of Human, Augmented Human, and Non-Human Collaboration. Så man kan sige, at han ved en ting eller to om AI. Efter at have haft en plads på første række under udviklingen af AI-produkter gennem de seneste årtier er Ken ikke overbevist om, at store sprogmodeller er det skræmmebillede, som nogle fremstiller dem som. Faktisk er han ret sikker på, at dette vil udligne spillereglerne bedre end nogensinde før. Lad os komme i gang.

Ken, jeg glæder mig virkelig til denne samtale. Tusind tak, fordi du vil være med.

Ken Hubbell: Hannah, tak fordi jeg måtte være med. Jeg ser frem til det.

Hannah Clark: Ja. Vi begynder, som vi altid gør. Jeg vil meget gerne have, at du fortæller lidt om din baggrund, og hvordan du endte, hvor du er i dag.

Ken Hubbell: Okay. Jeg var heldig, da jeg var yngre. Jeg havde fire fantastiske lærere i det offentlige skolesystem – Mrs. Strawbridge, Mr. McCoy, Mrs. Fisher og Ms. Lambert – som i høj grad formede, hvor jeg er i dag. De så hver især noget forskelligt i mig og gav mig mulighed for at bygge videre på de færdigheder, den kreativitet og den innovation og den slags.

Dengang var det virkelig seje ting at have. Mrs. Strawbridge lod mig skrive, skabe historier og fortælle eventyr og holdt mig ikke tilbage. Mr. McCoy er et utroligt menneske. Han underviste i noget, der hedder Enhanced Learning Program, i Florida. Det var lidt ligesom et program for talentfulde elever, men det var en klasse, hvor man kunne lave ting, der lå uden for det normale pensum.

Blandt andet lærte man at programmere en computer, og da computerne var helt nye, fandtes det ikke ret mange steder. Man lavede også film og kunne deltage i arkæologiske udgravninger og den slags. Det var en fascinerende periode, men det lærte mig, at man kunne gå uden for boksen, og at man ikke var begrænset.

Mrs. Fisher lod mig læse alt, hvad jeg ville – ting på voksenlæseniveau på det tidspunkt – og det gav mig mulighed for at udforske biografier, skønlitteratur og science fiction, og det var fantastisk. Og Ms. Lambert var vores dramalærer. Hun lærte mig at gøre dette, at tale offentligt, gå op på en scene og ikke være bange.

Så tog jeg det med mig og tog på computerlejr. Jeg lærte at programmere og lave mine første simuleringer. Senere, efter at jeg havde afsluttet gymnasiet, fik jeg mulighed for at tage på militærakademiet her i USA. Jeg kom gennem det første år, lærte at programmere computere og den machiavellistiske tilgang til læring. Derefter besluttede jeg, at jeg ville gå på designskole, så jeg forlod akademiet og begyndte på designuddannelsen ved North Carolina State University.

Jeg gik derefter ud i erhvervslivet og skabte kulisser og den slags til tv-programmer i Florida. Jeg vendte tilbage til North Carolina-området, begyndte at arbejde med computeranimation og simulering til træningsprogrammer og indså så, at jeg virkelig kunne lide den del. Jeg kunne lide at lære folk, hvordan man gør ting, men samtidig ville jeg stadig have fingrene i koden.

Så jeg tog til sidst en kandidatgrad i undervisningsteknologi, og overgangen fra produktdesign til undervisningsdesign var egentlig ikke så stor. Det er design, og man opdager, at produkterne bare er forskellige. Det, der virkelig var fascinerende, var, at jeg omkring 2010, måske 2012, fik mulighed for at få fat i en tidlig model af Alexa.

Og jeg indså, at dette var fremtidens læring. Jeg skabte ting som værktøjer til præstationsstøtte, der kunne bruges håndfrit, hvor man kunne stille spørgsmål om det, man ville gøre, og få en trinvis vejledning gennem en proces. Så jeg skrev færdigheder til Alexa og indså: Okay, jeg kan lide AI. Samtidig begyndte jeg at se potentialet for en massiv omvæltning i talentbranchen og i den måde, mennesker arbejdede på. Derfor begyndte jeg at holde oplæg på konferencer om forstyrrelser på talentområdet og om virkningen af robotteknologi, udvidelse og AI.

Jeg mødte en mand ved navn Nik Kairinos, og han og jeg grundlagde en virksomhed, der hedder Soffos, hvilket er den virksomhed, vi taler om her. Vi begyndte at bygge et uddannelsesprodukt, fordi vi troede, at det var vejen frem. Derefter indså vi, at det er ret vanskeligt at komme ind på uddannelsesområdet med produkter.

Der er en masse ting, man skal igennem. Folk var dog mere interesserede i selve kernen af det, vi lavede, så vi begyndte på denne vej med at skabe et sæt legoklodser til generativ AI. Vi udgav vores platform som en tjeneste, og så kom ChatGPT. Timingen var faktisk virkelig god, men vi indså, at vi var nødt til at opgradere platformen, så vi brugte omkring de seneste ni måneder på at genopbygge den.

Den er nu officielt lanceret. Det er virkelig spændende. Det er version 2.0. Nu ser vi på at udvide den og tilføje andre ting, men dette er stedet at være. Og jeg er glad for at være her.

Hannah Clark: Du har tydeligvis arbejdet intensivt med AI siden de tidligste dage, hvad angår udviklingen frem til, hvor vi er i dag. Men der er selvfølgelig også en bagside. Lige nu ser vi meget panik over, hvad AI potentielt kan gøre, og om det udgør en trussel mod menneskelig arbejdskraft. Hvad er din holdning til det? Synes du, at folk bør være lige så bange for AI, som de er?

Ken Hubbell: Dette er mit standardsvar: Vi bør være mere bange for os selv, end vi bør være for AI. For i sidste ende gør AI ikke noget, den ikke får besked på at gøre. Derfor har vi mulighed for enten at skabe noget virkelig godt og indgå et samarbejde med noget – og jeg kalder det et partnerskab. Bogen, jeg skrev, handler om hele dette aspekt: Det er ikke os mod dem, det handler ikke om, at de erstatter os. Det handler om, at vi alle arbejder sammen som fremtidens nye team, og det begynder nu.

Fremtiden begyndte for et stykke tid siden, men nu tager den virkelig fart. Hvis vi behandler den sådan, kan vi alle få succes. Det handler ikke om, at den erstatter os. Det handler om, at vi arbejder sammen med den for at gøre os bedre og i mange tilfælde hurtigere og billigere.

Når man for eksempel tænker på en lille virksomhed, befinder små virksomheder sig ofte i et dilemma, fordi det kan være svært at skalere. Man taler om at ansætte nogen, betale dem en løn og finde ud af, hvordan det passer ind i budgettet, samtidig med at virksomheden i forvejen er lille.

Det, der ofte sker, er, at de vælger ikke at gøre det, eller at de arbejder 24 timer i døgnet for at kompensere for, at de ikke kan ansætte de mennesker, de har brug for. Men nu kan enhver virksomhed have sin egen personlige sekretær, enhver virksomhed kan have sin egen idéudviklingsafdeling, og enhver virksomhed kan have sin egen gruppe til kontrakt-, tilbuds- og ansøgningsskrivning.

Alle disse ting kræver enorme mængder penge, tid og ressourcer, men de kan nu udføres på sekunder og minutter af mennesker, som ellers ikke ville købe dem eller ansætte nogen. Så det erstatter ikke nogen. Det gør faktisk små virksomheder i stand til at konkurrere på et niveau, de aldrig før har haft mulighed for. Og det er for mig den udligning, der sker her.

Jeg tror, at mange store virksomheder er lidt bekymrede lige nu, fordi små virksomheder vil kunne bide dem langt bedre i hælene og måske endda tage hele benet. De kan nu konkurrere på et niveau, de ikke kunne før. Det, som større virksomheder tidligere har haft teams af mennesker til at gøre, kan jeg nu genskabe ved hjælp af vores platform. Jeg kan bogstaveligt talt starte dusinvis af agenter, der udfører det arbejde, jeg har brug for, og som jeg ellers selv eller en meget lille stab ville være begrænset til at udføre.

Det er ret fantastisk. Det er her, jeg mener, at der ligger stor kraft i dette. Der kommer mange vidunderlige ting ud af det. Men på den anden side: Hvis vi ikke lærer børn og mennesker på tværs af hele spektret – især børn i en tidlig alder – hvad dette værktøj er, hvordan dette forhold fungerer, og hvordan dette partnerskab ser ud, placerer vi dem måske i en situation, hvor de ikke lærer de nødvendige færdigheder, fordi de ser det som en nem genvej.

De er heller ikke udstyret til at konkurrere på samme niveau som mennesker, hvis børn bliver opdraget på den måde. Vi er tidligt i dette spil, og der er mange ting, der skal afklares. Men hvis vi ser positivt på det og indfører de rigtige sikkerhedsforanstaltninger, vil vi alle få gavn af det.

Hannah Clark: Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg synes, at sikkerhedsforanstaltninger er noget, vi som kultur ikke rigtig har undersøgt tilstrækkeligt. Men jeg vil også gerne tale lidt mere om at have AI som et værktøj, der udfører ens ønsker, og om behovet for menneskeligt tilsyn.

Det er noget, vi ikke taler så meget om, når vi taler om mennesker kontra AI – den balance, hvor meget AI der skal bruges, og om den faktisk kan erstatte et menneske. Hvis man leder et team af mennesker, et team af AI-systemer eller sprogmodeller, er der stadig behov for at føre tilsyn med resultatet, fordi man stadig er ansvarlig for det. Ikke?

Ken Hubbell: Absolut. Det gælder, uanset om man leder et lokalt eller globalt team af mennesker, et AI-team eller begge dele. Der kom for nylig en artikel i Forbes, som gentog noget, jeg tidligere har talt om: Mennesker fra de ældre generationer, som er vant til at lede store teams, tilpasser sig faktisk dette langt lettere end generation Z og generation Alpha.

Generation Z elsker at spille spil, coache hinanden og oprette teams til bestemte opgaver, men de er endnu ikke gode til at lede mennesker. Der er stadig plads til at udvikle dette, men på grund af ting, der er sket under covid og andre forhold, er de blevet sat i en situation, hvor de ikke har været nødt til at lede andre end sig selv.

Det stiller dem lidt dårligere, og dertil kommer, at de er vokset op med denne teknologi, så de tager den for givet. Det er sådan: Nå ja, det kan jeg gøre, men hvorfor skulle jeg? Eller: Jeg kan endnu ikke se merværdien. En del af forklaringen er, at de ikke har været nødt til at gennemgå nogle af de ting, resten af os har gennemgået.

Der var engang, hvor folk havde personlige sekretærer. Da de forsvandt, lærte folk at gøre tingene selv, men nu har vi mulighed for at få personlige sekretærer tilbage. De, der husker de dage, siger faktisk: Hurra, godt. Jeg behøver ikke at gøre det selv.

Jeg kan bare skrive et par ting, og så genererer systemet beskeden for mig. Jeg skal stadig læse den igennem, ligesom jeg ville læse det, min sekretær skrev, igennem. Hvis den skal sendes til virksomhedens direktør eller en kunde, vil jeg bestemt ikke have mit navn på den, hvis der står noget, jeg ikke er enig i.

Det er almindelig sund fornuft, og det leder til en del af det, der sker med især denne form for samtale-AI: Den holder et spejl op foran os og spørger: Hvad var det, du sagde? Hvad er det, du beder om?

Hvis du ikke beskriver det på den rigtige måde, eller hvis du bevidst eller ubevidst lægger fordomme ind i det, du beder om, får du fordomme tilbage. Hvis du er ubehagelig, uhøflig eller krævende over for AI’en på grund af den måde, den fungerer på, får du noget tilbage, der ligger på samme spektrum.

Prøv dette som et smart trick: Gå ind i chatten. Du kan bruge Soffos Chat, og det anbefaler jeg – den er gratis. Stil den et spørgsmål på en venlig måde, og stil derefter det samme spørgsmål på en uvenlig måde. Du får to forskellige svar. Hvis vi lærer børn tidligt, at de skal være venlige over for maskinen, får de virkelig gode svar. Hvis vi lærer dem at være ubehagelige over for maskinen, får de måske ikke det svar, de ønsker.

Hannah Clark: Jeg synes, der er noget vigtigt ved timingen i alt dette. ChatGPT slog især igennem offentligt kort efter pandemien, hvor vi nu er blevet vant til – og mange af os, især inden for teknologi, er blevet trænet i – at kommunikere på afstand, selvom vi tidligere brugte langt mere kontekst.

Vi havde tidligere en episode med Nimrod Priell, administrerende direktør for Cord. Han talte om, hvordan nogle funktioner og produkter ganske enkelt kommer på det rigtige tidspunkt. De er måske ikke nye idéer, men fordi lanceringen sker på det rigtige tidspunkt, har folk allerede den nødvendige vane.

Det er en interessant tid for AI, fordi vi er langt mere afhængige af vores evne til at kommunikere klart og på afstand gennem tekstbaserede medier, når vi vil bruge disse værktøjer effektivt.

Ken Hubbell: Det fascinerende er, at min søn er på sidste semester af sin uddannelse til antropolog, og han har brugt vores værktøjssæt fra et forskningsperspektiv. Ikke til at udføre forskningen, men som genstand for den forskning, han laver.

Han har opdaget noget og sagde: Far, jeg har lært at kommunikere bedre med mennesker ved at kommunikere med Soffos. Når man spørger Soffos om noget, og man ikke er tydelig eller er tvetydig med hensyn til, hvad man spørger om, giver den enten et svar, man ikke forventede, eller beder en præcisere spørgsmålet.

Han er derfor blevet bedre til at være mere artikuleret og specifik, når han spørger sine undervisere og medstuderende om noget, mens de arbejder på gruppeprojekter. Han siger, at dette er et fantastisk værktøj for ledere, der vil lære at kommunikere bedre med deres medarbejdere.

Hvor mange gange har man ikke hørt en leder sige: Jeg bad dem om at gøre noget, og de gjorde det og kom tilbage med resultatet. Så kiggede jeg på dem og sagde: Det var ikke det, jeg bad om. Og de sagde: Jo, det var.

Det sker, fordi vi antager, at andre ser på en løsning eller et problem gennem den samme linse som os, men vi udelader den kontekst eller referenceramme, der er nødvendig. Maskinerne har ikke dette perspektiv, og nogle gange har de ingen kontekst. Man skal være meget præcis med hensyn til, hvad man beder om. Det tror jeg faktisk bliver en god ting.

Det andet, der sker, er, at vi begynder at indse, at det faktisk er ret fedt at tale med rigtige mennesker. Efter et stykke tid kan udfordringerne være store, men samtaler med AI bliver også lidt ensformige. Hvis man vil have en langvarig og meningsfuld samtale med nogen, er det nok en god idé at have den med et rigtigt menneske.

Hannah Clark: Det fører tilbage til en anden ting, jeg gerne ville tale om: Frygten, især inden for indholdsproduktion, for at generativ AI kommer efter kreative fag og kan konkurrere med mennesker, der skaber kunst, indhold, artikler og den slags værker, som jeg mener grundlæggende bliver bedre, når de skabes af mennesker.

Der er en reel frygt for fremtiden for den form for kunstnerisk arbejde. Hvad er din holdning som en, der arbejder inden for området?

Ken Hubbell: Jeg vil sætte det ind i en anden sammenhæng. Da jeg gik på designskole, var der nogle af os, der brugte tuscher, rapidograph-penne og den slags. Så var der et par mennesker i mit studie, der havde airbrush-værktøjer og kunne airbrushe deres tegninger.

Vi var altid så misundelige og tænkte: Hold da op, du har virkelig en fordel i forhold til os andre. Så fik jeg fat i en Macintosh med 3D-skulptursoftware. Det var en af de første. Jeg tror, den hed Super 3D eller noget i den stil. Kort fortalt kunne jeg pludselig fremstille hundredvis af renderede illustrationer af mine produktdesigns på den tid, det tog folk med airbrush at lave én.

Jeg hængte dem op på tavlen under en designgennemgang af et værktøjsdesign, vi arbejdede på, og folk i lokalet sagde: Det er snyd, det kan du ikke gøre. Du bruger maskinen til at gøre arbejdet for dig. Jeg sagde, at det ikke var anderledes end at bruge airbrush til at gøre det, som folk med tuscher var nødt til at gøre på den langsomme måde.

Det er bare et værktøj. Det er fantastisk, at mennesker, der er vant til at gøre noget på én bestemt måde, og som er meget dygtige til det, fordi de har opbygget færdigheder gennem mange år, bliver udfordret af noget, hvor de kan beskrive noget og få et resultat.

Resultatet kan enten bruges, som det er, eller som et grundlag, man bygger videre på. Det er ikke anderledes end at gå ind i et magasin og lave et inspirationsbræt. Man tager delene fra inspirationsbrættet og laver en collage og derefter en tegning af collagen.

Vi har brugt Photoshop i næsten 20 år. Og hvad er resultatet? Det har skabt større efterspørgsel, ikke mindre. DTP skulle udrydde forlagsbranchen. Men der udgives mere end nogensinde. Nu er det digitalt, men det er stadig udgivelse.

Hver generation gennemgår dette. Væverne i Frankrig brændte vævene ned i 1600- og 1700-tallet, fordi nogen havde fundet en automatiseret måde at få vævene til at fungere på. Alle troede, at de ville miste deres arbejde. Dette er ikke nyt. Det sker hurtigt, ekstremt hurtigt, men det er ikke nyt.

Hvis du virkelig er kreativ, er det ikke en trussel mod dig. Det er bare et nyt medie. Folk vil blive trætte af Midjourney. De vil blive trætte af DALL-E. Det bliver en del af de værktøjssæt, folk bruger. Når vi er kommet videre fra alle de andre diskussioner om immaterielle rettigheder og den slags, tror jeg, at alle vil slappe af og indse, at det handler om kreativitet. Så vil vi begynde at se nogle fantastiske ting komme ud af det.

Lige nu befinder vi os i en uklar fase, hvor vi ikke helt forstår det hele. Tingene sker hurtigt. Højgaflerne er i luften, og faklerne bliver svinget, men det vil falde til ro, og folk vil indse, at dette endnu et værktøj, som vil gavne os alle som menneskehed.

Hannah Clark: Jeg er enig, og jeg tror, der er en stor misforståelse blandt folk, der begynder at eksperimentere med det. Mit andet arbejde er for eksempel at redigere udgivelsen Product Manager. Der er blevet sendt et ikke ubetydeligt antal artikler til mig som originalt arbejde, hvor jeg med det samme kan se, at de er kopieret direkte fra ChatGPT og nogle gange næsten ikke redigeret.

Det interessante er, at arbejdet næsten er semantisk perfekt og i mange tilfælde giver rigtig god mening, men der er en iboende følelse, man får, når man læser det. Det kommer bare ikke fra et menneske. Jeg kan ikke forbinde mig med det.

Kan du hjælpe os med at forstå hvorfor?

Ken Hubbell: Jeg vil give et perfekt eksempel. I min bog brugte jeg vores chatmotor til at hjælpe med noget af skrivningen, men ikke det hele. Det var især i de tidlige udkast, mens jeg forsøgte at finde ud af nogle nuancer i rækkefølgen af informationen.

I forordet har jeg flere scenariefortællinger, som jeg ville have skrevet i forskellige stilarter. Nogle af de stilarter er jeg bare ikke særlig god til, så jeg bad den om hjælp. De dele, der faktisk kom med i bogen, var dem, jeg bagefter måtte gennemredigere – meget grundigt.

Min datter, som er forfatter og redaktør, gennemgik noget af det og sagde: Far, det her er noget værre rod. Men noget af det var virkelig godt. Det interessante var, at historierne indeholdt mønstre af ord, som den brugte meget.

Generativ AI skaber en historie, fortælling eller et dokument ved at forudsige rækkefølgen. Den bygger på milliarder af kombinationer af ord, som mennesker har brugt, og leder efter mønstre i, hvilket ord der logisk kommer som det næste, når nogen taler om et bestemt emne.

Hvis man beder den skrive en historie om mennesker, der leger på en eng, kan den begynde med: På en solrig eftermiddag. Jeg prøvede dette med nogle forskellige scenarier, og den begyndte på samme måde tre gange. Jeg tænkte: Det her er ikke godt. Den samme grundstruktur kom igen og igen.

Jeg lærte derfor at formulere prompterne anderledes, men selv da måtte jeg bagefter redigere voldsomt. Det er ikke så forskelligt fra det, vi gør som mennesker. En god forfatter, der skriver en bog eller en artikel til en avis, har en redaktør.

Uanset om man skriver et udkast og giver det til ChatGPT til redigering, eller får det til at redigere noget og derefter selv foretager ændringerne, er det et partnerskab og et forhold.

Jeg kunne bede om en god disposition til et emne. Den lavede en disposition, som jeg brugte til at skrive en masse materiale. Derefter gav jeg det tilbage og spurgte, hvad den syntes, og bad den rette mine stavefejl, fordi jeg er elendig til at stave.

Så læste jeg det igen, skrev videre og gav det til min menneskelige redaktør, fordi jeg ville vide, om det overhovedet gav mening efter hele denne udveksling. Det var en ny form for arbejdsgang i det kreative område.

Det fantastiske er, at redigeringerne og computerens arbejde tager sekunder. Den iterative proces, som normalt ville tage uger eller måneder, kunne jeg gennemføre 20, 30 eller 40 gange på en eftermiddag.

Bogen tog stadig ni måneder at skrive fra start til slut. Det var efter en pause på fire eller fem år, hvor jeg havde lavet den oprindelige disposition, før denne teknologi eksisterede, og udført researchen for at samle materialet. Den tog stadig ni måneder, selv med hjælp fra generativ AI.

Hannah Clark: Det er et perfekt eksempel på at bruge AI som et værktøj og på forskellen mellem genereret indhold og kreativt indhold. For mig er det afgørende spørgsmål: Hvornår er det generering, og hvornår er det skabelse?

Der er et grundlæggende menneskeligt element, som – i hvert fald på dette udviklingstrin – stadig ikke kan erstattes fuldstændigt af disse værktøjer. Men jeg vil gå videre, for jeg ved, at vi løber tør for tid. Du har nævnt etik, AI’s etik, sikkerhedsrammer og den slags.

Hvad skal vi tænke over, når vi går dybere ind i en periode med hurtig udvikling af AI-værktøjer, og hvad kommer det til at betyde for mennesker, der i stigende grad bruger dem til at generere indhold, gentage og forbedre arbejde, lære og understøtte andre former for arbejde?

Ken Hubbell: Jeg vil give tre hovedpointer. For det første vil der altid være fordomme. Vi er altid forudindtagede. Alt i verden er præget af fordomme. Det skyldes, at det er miljømæssigt og kontekstuelt betinget, og maskinerne lærer af os.

Hvis man ser på hele vidensgrundlaget og siger, at man ikke vil bruge noget fra de seneste 75 år, fordi det er ophavsretligt beskyttet eller politisk skævt, kan man gå tilbage og bruge Shakespeare, de græske og romerske klassikere, egyptiske hieroglyffer og hvad som helst andet.

Problemet er, at hver eneste af disse grupper, hver eneste generation og hver eneste kultur på planeten har fordomme. Medmindre man skaber helt nyt materiale, som på en eller anden måde ikke er forudindtaget – hvilket ville være et mindre mirakel – vil fordomme være en del af det, fordi det ligger i vores natur som mennesker.

Vi slipper aldrig af med fordomme. Kan vi slippe af med dårlige fordomme? Man kan filtrere dem, men dårlige fordomme er også baseret på historien. På bestemte tidspunkter i historien var tingene anderledes. I morgen ændrer fordommene sig, og dagen efter ændrer de sig igen. De vil fortsætte med at udvikle sig.

Det, vi kan gøre, er at vende spejlet mod os selv og spørge: Hvem driver fordommene? AI er ikke forudindtaget i sig selv. Den kan indeholde fordomme, men den har ingen følelsesmæssig tilknytning til noget og intet motiv. Det er os, der giver den det. Hvis vi vil rette op på fordomme, skal vi rette op på os selv.

Når det gælder uddannelse, skal det begynde fra den dag, et menneske bliver født. Vi skal tænke over, hvordan vi uddanner og opdrager vores børn, så de ikke får nogle af de fordomme, vi selv har. Det er interessant, fordi det tvinger os til virkelig at se på os selv, og det er skræmmende.

Hannah Clark: Det er en virkelig interessant betragtning. Men når vi taler om uddannelse, er dette også en produktkategori i hastig udvikling. Der kommer værktøjer ud hele tiden, og der findes ikke én entydig sandhedskilde om den aktuelle udvikling, eller om hvordan man lærer at bruge værktøjerne korrekt.

Har du anbefalinger til ressourcer, hvor folk kan finde kvalitetsinformation om anvendelsen og udviklingen af AI?

Ken Hubbell: Man kan gå til min blog, fordi jeg har en kurateret liste over artikler, videoer og den slags. Min far har faktisk netop kastet sig over AI. Han sender mig hele tiden e-mails med ting, jeg skal se, så jeg sagde, at jeg ville ansætte ham til at lægge materiale på min blog og hjælpe mig med at kuratere det. Det gør han, og listen over artikler vokser.

Der kommer så meget ud lige nu, at det bogstaveligt talt er umuligt at læse det hele. Det ville jeg ikke engang forsøge. Vælg i stedet det, der interesserer dig, og det, der vil påvirke din verden, din familie og din virksomhed, og fokuser på det.

Der er mere end nok til alle, og det er imponerende, hvor meget der findes. Noget af det er forvirrende. Jeg holdt for nylig en lille workshop med nogle kommende skoleledere. De så ud som hjorte i forlygter. De vidste, at dette var på vej, men de havde ingen idé om, hvordan det ville påvirke de skoler, de skulle arbejde på, eller hvilke politikker der ville blive indført.

De fleste skolesystemer har knap nok fået styr på, hvad dette kommer til at betyde. Som konsulent taler jeg sammen med bogen med skoler, mennesker og børn om, hvad dette betyder for dem, deres karriere og deres liv.

Hvordan kan man forberede sig? Hvordan kan man være proaktiv og tilpasse sig og tage imod det, der sker? Vi skal alle finde ud af dette sammen. Selv om de af os, der arbejder inden for området, taler om det hele tiden, har 95 procent af mennesker derude ingen idé om, hvad der faktisk sker.

Det skyldes ikke, at de er dumme eller uvidende. Det er bare nyt og kom ud af det blå for de fleste. Selv mennesker, der har arbejdet med det længe, blev overraskede, da ChatGPT kom. Nogle af os sagde halleluja, mens andre sagde åh gud. Sådan vil det nok være de næste 5-10 år.

Hannah Clark: Hvad er URL’en til din blog, og hvor kan folk ellers følge dit arbejde?

Ken Hubbell: Man kan gå til thepragmaticfuturist.com, hvor der er links til det hele. Det er ét ord: thepragmaticfuturist.com. Man kan også gå til there-is-ai-in-team.blogspot.com. Ja, det er et latterligt langt navn, og jeg burde have tænkt mere over det, men det virker. Det er selve bloggen, og jeg vil meget gerne have, at I besøger den.

Der er steder, hvor man kan efterlade kommentarer og den slags. Dette er noget, vi alle skal finde ud af sammen. Jo flere samtaler vi har om det – også ved middagsbordet – og jo mere menneskelighed vi tager med os, desto bedre bliver det for os alle.

Del det med dine venner, men gør det omkring et lejrbål med en kop kaffe, varm kakao eller hvad du ellers har lyst til at drikke. Tal virkelig om det, for det forsvinder ikke. Vi er nødt til at omfavne det. Det bliver en spændende tid med op- og nedture, men jeg tror, det bliver sjovt.

Hannah Clark: Jeg er enig. Det er en stor omvæltning, og vi skal alle være klar til det, der kommer i fremtiden.

Ken, tusind tak, fordi du ville være med. Dette var Ken Hubbell. Jeg sætter virkelig pris på dine indsigter. Det er et fascinerende område, og jeg er meget glad for, at du ville være med.

Ken Hubbell: Jeg er glad for at være her, Hannah, og jeg ønsker dig alt det bedste.

Hannah Clark: Tak, fordi du lyttede med. Hvis du vil have flere gode indsigter, vejledninger og anmeldelser af værktøjer, kan du abonnere på vores nyhedsbrev på theproductmanager.com/subscribe. Du kan høre flere samtaler som denne ved at abonnere på The CPO Club dér, hvor du henter dine podcasts.